Jeanette Kongsgaard: december 2011

Uhh jeg synes der er meget at se til lige nu. Jeg har en A4 side med ting der skal gøres, dumme ting, småting, men som det hele tiden lykkes mig at udskyde. Jeg prøver også at finde hundepasning, så vores juleferie kan komme i orden, samme med nytårsaften, Alex planlægger at vi tager afsted til Frankrig og tager Dood med, så jeg bekymrer mig om flyrejsen (for Dood), vaccinationer og planlægning, toge i Frankrig, transport til lufthavn og især økonomi. Det hele går for hurtigt, jeg kan ikke følge med og kan ikke tage beslutninger selv - fordi min konto er i 0. Så der er ikke meget at gøre og det er enormt stressende. Især når jeg kun ser udgifter forude resten af december. Og når alt jeg foretager mig derfor skal sponsoreres af andre. Ikke fedt. (Heldigt jeg har tag over hovedet og mad på bordet.)

Samtidig har jeg denne weekend inviteret alle mine gamle veninder fra gymnasiet til "1.dec" - vi var altid sammen den 1. dec dengang og spiste risengrød, så julekalender og tog i byen. Men det betyder, at jeg skal have noget forberedt til dem, lidt mad og drikke, plus --- det er i Kbh. Så jeg skal også lige derover. Det fylder meget og er rigtig rigtig irriterende. Især når jeg allermest har lyst til at gå ud og bruge en formue på julegaver til min familie, for jeg elsker at give gaver.

Opdager hele tiden at jeg rynker panden. Men som Alex så flot siger når jeg bekymrer mig om alt: "shut up and follow". Tror jeg prøver at gøre det for en gangs skyld, han virker til at have styr på tingene.

Jeg burde også dyrke noget sport og arbejde for far og komme tidligt i seng. Igår sov jeg kl 3.

Godnat.

Så er det endelig jul. Jeg er så glad.

Mandag var jeg i skole til kl 15. Tirsdag til kl 13.30 (At jeg så først var hjemme kl 16.30 pga lorte tog og busser er ngt helt andet) Onsdag havde jeg fri kl 12. I dag var jeg i skole til 11.30. Arkitektskolen giver os en velfortjent pause, efter et langt forløb med masser af arbejde. Det har været et forløb med mange blandede følelser for mit vedkommende og det at være ude på den anden side giver et tiltrængt pusterum.

Her er hvad jeg skrev for en lille uges tid siden.

Vi er på skolen i gang med afslutningen på et over en måned langt forløb, hvortil vi har kritik (præsentation) mandag, tirsdag og onsdag i næste uge. Jeg havde et par småting jeg skulle have afsluttet fra de tidligere opgaver i dette forløb, nogle overskrifter, en tegning, en extraopgave der ville være god til at illustrere nogle pointer. Men masser af tid. For en uge siden startede det afsluttende forløb – gipsstøbning. (Til info: vi har skullet lave en støbeform i skum/pap og derefter hælde gips over for at få en gipsstøbning. Den skal derefter skæres igennem tre steder og fotograferes.)

Første støbeform

Jeg var lidt off i og med jeg havde nogle ting hjemme, som fyldte væsentlig mere end skolearbejdet. Så jeg kunne ikke koncentrere mig, sov længere, tog tidligt hjem. Kom naturligvis bagud, men kun rimeligt til stadig at kunne nå at løse opgaven ordentligt. Ville have været til Kbh fredag som jeg er hver weekend, men kunne godt se at det spidsede til og jeg blev nødt til at få støbt min gipsfigur før jeg kunne rejse nogen steder. Lørdag morgen blev det gjort, jeg tog til Kbh og lavede tidsplan for ugen efter – det kunne sagtens nås.

Mandag morgen gik jeg over for at skære snit i modellen – og det viste sig at den var totalt ubrugelig. Mange steder var gipsen slet ikke trængt ned, det skum jeg havde brugt til at lave formen kunne umuligt tages ud og da jeg skar længdesnittet klappede siderne sammen.

Hurtig beslutning – i skraldespanden og start forfra. Så jeg satte mig på min stol og arbejdede meget målrettet i nyt materiale, med bredere vægge i modellen, så de ikke ville gå i stykker og højere præcision. Ville støbe samme aften, men kl 21 kunne jeg godt se at det ville jeg aldrig nå, hvis jeg skulle nå det sidste tog til Silkeborg, så jeg tog hjem og var tilbage igen tirsdag morgen - sad på min plads i seks timer non-stop. Var ikke på toilet, spiste ikke, rejste mig ikke en eneste gang – jeg VILLE være færdig med formen før jeg holdt frokost. Altså holdt jeg frokost kl 16.10. Herefter gik jeg over for at støbe og kunne bruge resten af aftenen hjemme på at skrive oplæg til kritikken.

Jeg havde travlt, men jeg bliver så underligt grebet af det når jeg kommer i gang. Af en eller anden grund kan jeg bare blive ved og ved, som i går torsdag, hvor jeg virkelig VILLE være færdig med model nr to så jeg kunne blive færdig med opgaven og holde weekend med Alex. Jeg satte mig til at arbejde kl 9.15, handlede materialer kl 10, sad ved mit bord kl 10.10 – og indtil kl 21.30. Jeg TURDE ikke holde pause fordi jeg havde så travlt. Vidste at for hvert minut jeg holdt pause ville jeg skulle arbejde et minut længere i den anden ende. Jeg rejste mig for at ryge to cigaretter, ellers sad jeg der. Spiste en pose pinocciokugler og drak en halv flaske vand. Spiste intet, og tænkte faktisk slet ikke over det. Mine hænder kørte nonstop, jeg skar 2mm pap ud hvilket kræver lidt fingerkræfter, men ligemeget hvor ondt det gjorde blev mine hænder ved. Hver gang jeg kiggede op hakkede mit blik, min krop gjorde (og gør stadig) ondt, måtte skiftevis lægge højre og venstre ben over kors med to min mellemrum fordi de gjorde ondt. Men jeg turde ikke holde pause. Ikke engang tjekke mail. Arbejd, arbejd, arbejd, bliv ved, bliv ved, bliv ved. Og pludselig var kl 21.30 - og jeg var halvvejs.. .. … …

Støbeform tre, lavet omkring midnat

Jeg ændrede planen for modellen og gik ud for at finde noget mad – det var første gang jeg følte at jeg kunne tillade mig at holde en pause, og uden hverken mad eller særlig meget at drikke, begyndte jeg at føle mig lidt slap. Jeg tænkte jeg ville ud og finde en lækker gang pasta, en burger – noget cafémad med en lille dessert – jeg havde mange timer foran mig, så der skulle god mad til at holde mig gående. Jeg blev skuffet – i Aarhus lukker alting kl 21. INGEN mad at finde – kun McDo. Hvad sker der for det! Det er da umuligt at alle har været ude og spise før kl 21. Skal i hvert fald huske det til de mange sene aftener på skolen fremover. Mad før 21 !

Jeg blev færdig kl 01.00 og gik i Mock-up for at lave gipsblandingen og få gjort færdig. Endelig.

Samtidig ringede far, han var på vej ud for at hente mig, en lille tur på 40 min hver vej :) - 01.30 var jeg færdig med min gips, og i samme øjeblik kom far. Vi var hjemme 02.30 og på hovedet i seng.

Jeg kunne selvfølgelig ikke sove, jeg var anspændt, tænkte på opgaven, tænkte over det der skulle laves, det der manglede. Det er ligesom når jeg er kørt hjem i toget denne uge, tænker over hvordan jeg kunne ha brugt tiden i toget på arbejde i stedet for bare at sidde.

Tiden flyver af sted (for første gang i mit liv har jeg forstået når far sagt ”timerne er fløjet af sted på kontoret, vidste slet ikke at klokken allerede var 20”) og jeg kan slet ikke se hvordan jeg både skal nå at lave opgave og sove.

Tirsdag fik jeg løst det problem jeg havde hjemme og jeg føler mig nu lettere end nogensinde. Kan endelig fokusere på opgaven, slappe af og GLÆDE mig til jul og NYDE alt det gode der sker lige nu. Det er en fantastisk følelse, jeg føler mig 20kg lettere og jeg skal bare have sådan en dejlig december.

En smadret tegnesal midt i et projekt (Og nej, jeg kan slet ikke holde ud at der er så rodet)

Ja, jeg havde travlt. Nåede det hele, oven i købet at holde weekend i Kbh, lavede et supergodt og velforberedt oplæg, hvor jeg for en gangs skyld kunne alt i hovedet, havde ikke brug for noter for jeg var megaengageret. At vejlederne ikke var begejstrede for det, er noget jeg ikke forstår. Og træls, når der er lagt så mange timer i opgaven.

Om ikke andet har jeg lært meget.

Jeg kan mærke hvordan jeg allerede nu kigger anderledes på bygninger, jeg skiller facaderne ad i hovedet, lægger mærke til tidstypiske træk og har et helt andet syn på arkitektur end før. Jeg ser bl.a. symmetrier og skiller vinduerne fra facaden, som da vi byggede model. Det er sjovt, at jeg pludselig kan se at jeg lærer, uden at have opdaget det, og min måde at se og tænke arkitektur ændrer sig.

Mit fokus har i høj grad været på at løse de stillede opgaver indenfor tidsrammen og løse dem rigtigt, ikke på at være kreativ, det har jeg simpelthen ikke haft overskud til. Men hver gang kommer der et punkt hvor jeg går fra at være lost og forvirret til pludselig at se – ”hov, jeg kan godt”. Så snart jeg har løst opgaven én gang, kan jeg tænke kreativt, for da har jeg forstået formålet og metoden, så det er ngt med at løse hver opgave to gange. Det er hårdt, men det at jeg føler at nu har jeg lært noget igen, giver så absolut extra power til at lave alting en gang mere.

Generelt kører jeg tit på et niveau jeg ikke vidste jeg havde rent energimæssigt. Jeg dovner ikke så samme måde som før, kan jeg kun nå at sove fem timer før jeg skal op og i gang med endnu en lang dag (som i sidste uge, da jeg var i seng kl 04 og stod op igen kl 9) , jamen så er det sådan og så gør jeg det. Da jeg holdt weekend skulle jeg have lavet mit oplæg færdigt og motivationen hertil kom lørdag aften fra kl 23 til 3 – og så var det der jeg arbejdede. Og vi skulle da også tidligt op fordi jeg ville ha hyggedag i Kbh søndag, så det kom jeg også og fik også lige gjort badeværelset rent. Altså det er bare ikke en motivation jeg har haft før, dengang jeg havde meget fri. F.eks. finder jeg tid der hvor den er. I fredags da jeg skulle til Kbh. ville jeg normalt ha slappet af og sovet i toget – nu var det pludselig ren afslapning at skrive blog og tjekke mail. At jeg så slet ikke sad tilbagelænet i sædet må være en arbejdsskade.. :) Selvfølgelig dovner jeg (som i dag hvor jeg har sovet tre timer på sofaen fra kl 16-19) men jeg nyder, at arbejde giver lyst til mere arbejde, og det er rart at blive lidt mere voksen.

Jeg må sige jeg får også al den hjælp jeg kan få. Mor henter mig ved toget hver dag, der bliver lavet te til mig hver morgen, og hvis hun kan kører hun mig derned om morgenen også, far henter mig i Aarhus når det bliver sent og de giver begge masser af moralsk opbakning når det er svært eller ros når jeg har brug for det. Jeg er virkelig heldig med at jeg kan bo her, det er så dejligt som base.

Dodo i København

På vej til super-brunch ved Københavns havn

Det der er dejligt i denne periode frem til jul er, at vi skal til at lære i stedet for at lære selv. Vi har forelæsninger og skal diskutere i grupper, læse tekster og se på billeder. Det er skønt. I dag havde vi en meget meget spændende forelæsning ved Kjeld Vindum, han var simpelthen så interessant og god til at fortælle, tror alle var 100% opmærksomme og jeg skrev og skrev og skrev, følte at hvert ord var vigtigt at notere. Det kunne ellers godt have været lidt tungt, det handlede om at kende de vigtigste arkitekter, deres værker, det der er karakteristisk ved dem og deres effekt på arkitekturen i dag. Det er spændende men megen snak og meget at huske – men i dag var det hele bare virkelig spændende og hver bygning er nu prentet ind i min hukommelse og jeg glæder mig til i morgen og næste forelæsning. Samtidig kunne vi tage tidligt hjem og holde fri med god samvittighed. Fantastisk.

Da Dood stadig hed Edmond (som er så meget flottere end Dood) og var helt ny og mini.

De har nye hvalpe der hvor vi købte Dood aka Edmond De Keni-Boules. Smukke smukke små tykke franske bulldogs der er så lækre, at jeg så gerne vil ha en til. Der er fire ledige og de er allesammen perfekte til vores hjem. Desværre er Alex ikke helt klar på ny hvalp i huset, det ville ellers være oplagt at hente en, når han nu alligevel er i Frankrig til jul. Alex holder jul hjemme i år, savner den franske julemad som på ingen måde er sammenlignelig med den danske - de spiser kæmpe seafood platter - østers, rejer, bulots, alt hvad man kan have lyst til. Og drikker væsentlig mere vin.

Sidste års 1. december da Alex flyttede til Danmark. Denne weekend skal vi i tivoli igen - vi har fået årskort i adventsgave!

Vi ville også gerne holde nytår dernede, er inviteret op i bjergene med et hold venner fra Paris, sammen med deres venner, som vi mødte da vi var til bryllup i Aix i sommer og vi er også inviteret hjem til Charles' (Alex's bror) kæreste i Amboise. Alt sammen meget fristende, især når vi ikke har noget planlagt i Danmark. Samtidig er der stor fest med mange-retters menu på min yndlingsrestaurant i Paris, Chai 33. Det er lige mig, her er du indenfor, velklædt, spiser god mad, bliver serveret for, kan blive der og holde fest i deres über-cool bar med lækre drinks, bl.a. en champagne med hvid chokolade to die for, og ha det dejligt hele natten. Desværre er økonomien hverken til det eller til billetten til Frankrig. Så vi må se hvad vi finder på. Jeg vil bare så gerne feste igennem i år, det er sjældent jeg går ud, og nytårsaften er den perfekte undskyldning for en mere eksklusiv fest. De sidste par år har været stille og rolige, og nu vil jeg gerne noget mere - men jeg vil ikke rende rundt i byen og fryse, stå i kø og deale med fulde folk. Jeg vil ha kjole på og champagne, gode venner og lækker mad.