Alex har fået arbejde hos David (FANTASTISK!), som hvad vi indtil videre kalder Studio manager. Det bliver formentlig spicet op a la chinese senere hen. Det er skønt
og vi har nu to dage i træk kørt på arbejde sammen, hvilket har været så hyggeligt.
Der mangler en masse updates, som jeg ikke har haft hovedet klart til at få skrevet - men sagen er, at vi indtil idag har boet i Julie og Heines lejlighed. Da vi kom hjem fra "ferie" (en anden update der kommer) for ca. to uger siden, hentede vi Dood hos Julie og Rasmus og begyndte så straks at lede efter et sted at sove samme nat. Eftersom Julie 2 har været min redningsmand i flere omgange skrev jeg til hende, om vi alle tre kunne sove en enkelt nat hos dem - det var ligesom hvad jeg synes jeg kunne tillade mig, efter at være blevet hjulpet her så mange gange, og stadig ikke haft mulighed for at give igen. Efter 10 minutter ringer hun mig op: " Hej Jeanette, I må meget gerne sove her, I kommer bare når I har lyst, så kan I blive tre nætter indtil Heine og jeg tager på ferie - derefter får I bare lejligheden for jer selv to uger frem. Vi tjekker lige om der må være hund i så lang tid, hvis ikke, tager vi ham bare med halvdelen af vores ferie, hej hej."
Sindssygt ikke! Vi var helt oppe og køre, og jeg kunne endelig slappe af og lade være med at stresse rundt fordi jeg ikke anede hvem der kunne have os sovende. (jo det kan man godt sige) Jeg synes simpelthen det er så flot at de bare lige arrangerer det hele, fordi de ved at vi har brug for hjælp. Fornemt!
Vi installerede os og har i fulde drag nydt at have to uger i en RIGTIG lejlighed, hvor vi er kommet hjem efter arbejde og har kunnet sidde i en sofa, sove i et soveværelse, lave mad i et rigtigt køkken og have ordentlig varme overalt. Det har været fantastisk.
Idag skal vi så flytte - Julie og Heine er kommet hjem og har selvfølgelig tilbudt os at overnatte her (!) men Ayoe har igen åbnet op og lader os sove hos hende de næste tre nætter. Men det har krævet noget logistisk planlægning.
Alex er lige kørt hen efter nøglen og adressen til Ayoes lejlighed, Julie og Heine henter en bil og vil derfor køre Dood og alle vores ting til Nørrebro - Alex og jeg cykler. Indtil søndag sover vi der. Lørdag skal vi til Valby med s-tog og hente to sække med tøj, som vi derefter lørdag aften skal fragte til Solrød med s-tog i vores pæne tøj, da vi skal til sølvbryllup og far vil tage de to poser med i bilen til Silkeborg, så jeg har noget tøj ud over min feriekuffert, som jeg de sidste tre uger har levet med. (Forresten skal det nævnes at vi ikke helt slap for problemer selv om vi havde en låne-lejlighed og kunne slappe lidt af i to uger - tre af dagene her måtte vi leve med iskoldt vand, da de var ved at lave rør-arbejde, og to dage måtte vi koge vand pga colibakterie-leak i KBH.) Lørdag nat kører vi de 50 min tilbage til Nørrebro og søndag morgen ved 04.30 tiden skal jeg op og tage toget - med Dood, dvs ingen søvn og dårlig siddeplads - til Århus, hvor jeg skal aflevere ham hos Birgittes veninde Mette, og møde i skole kl 10 - første skoledag på arkitektskolen. Ja ja søndag er helt rigtigt. Mette og hendes kæreste passer Dood (TAAAAAKKKKK) en hel måned, og så har Alex forhåbentlig en lejlighed til de to i KBH til den tid.
Søndag flytter Alex og Birgitte sammen i en lejlighed på Frederiksberg hvor de kan bo indtil den 5. oktober.
Jeg flytter hjem til mor og far, hvilket giver mig 45 min transport i tog plus cykeltur hver morgen og aften - og det starter godt - søndag er vi færdige på skolen kl 21 og mandag skal vi møde kl 7 -- i Århus. Klar til (lorte)-rustur.
Dvs at jeg nu flytter, imorgen tager på arbejde hos David, så i Summerbird, så til Valby efter mine ting, så til sølvbryllup, så står op kl 04.30 og tager i skole 11 timer, skal møde op kl 7, 45 min togkørsel hjemmefra, for at drikke øl (som jeg ikke kan li), være fuld (som jeg ikke kan li), sove udenfor (som jeg ikke kan li) og være klam, kold og næsten uvasket (som jeg ikke kan li) i to dage i streg.. !§! Rustur siger mig intet.*
En ting er at der er meget at se til, noget andet er al den tid, og alle de kræfter det har taget at planlægge - hvor skal Alex hen, hvor skal Dood hen, hvordan henter vi det, hvordan betaler vi dit, hvornår kan vi nå dat.
Og oveni alt det skal jeg undvære Alex. Jeg kan slet slet ikke ha det. Ved ikke hvordan jeg skal klare et helt år hvor vi ikke bor sammen. Vi har freakin' boet sammen i tre år, så er det altså underligt at begynde at flytte 300 km væk fra hinanden. Synes de tre måneder sidste år Paris-KBH var nok. Nu forbereder vi os på et år.
Jeg har været rimelig hardcore og ugen har været megalang, fordi jeg ikke har talt dage eller tænkt over at vi skal flytte. Men idag ramte det mig, og det var rigtig hårdt. I lørdags kom Alex til at tænke over det og gik i sort. Det bliver hårdt at savne hinanden og hårdt at rejse så meget frem og tilbage, altid være intensivt sammen i weekenderne, hvor man ellers skulle slappe af sammen. Jeg kan ikke sove uden hans hånd, så det bliver sjovt at starte ny skole og ikke have ham at destresse på.
Til gengæld glæder jeg mig til at bo hjemme. Helt seriøst. Glæder mig til at være far, mor og mig, det bliver simpelthen så hyggeligt og beroligende. Det er dejligt at flytte hjem lidt, når man troede man aldrig skulle bo hjemme igen. Jeg elsker at være hjemme og eftersom jeg ikke har noget eget hjemme, så associerer jeg stadig Silkeborg med hjem. Og Paris.
* Skole: Jeg GLÆDER mig til at starte. Vildt meget. Det kan på ingen måde sammenlignes med KEA sidste år, jeg er spændt, interesseret og ovenikøbet ok klar på rustur - ikke på rustur som sådan, men på at møde folk og blive en del af studiet, hvilket jeg nærmest missede på KEA fordi jeg droppede rustur og tog hjem til Paris. Det er så fantastisk at være kommet ind på det studie jeg altid har drømt om, at det lykkedes selvom jeg aldrig har taget nogen kurser der kunne hjælpe mig gennem prøverne, og begge mine hjemmeopgaver blev lavet den sidste aften, selvom vi havde haft halvanden måned til at lave dem. At jeg endelig kan være stolt at hvad jeg laver og mor og far ikke længere behøver at stresse over om jeg bliver til noget. At jeg fik ret når jeg sagde at jeg ville være arkitekt og NOK skulle blive det. Selvom folk ikke troede på mig.
OG ALEX har fået arbejde, efter ni måneders kamp i Danmark, efter at have accepteret at flytte hele tiden, bo i en kælder, hos mine venner, gå fra business gold til visa electron og intet forstå. Endelig har han fået cpr-nr og arbejde og næsten også lejlighed. Han har virkelig kæmpet og har været tæt på at rejse flere gange. Men nu går det den rigtige vej. Endelig.
