Jeg er lidt i krigshumør. Det er jeg sådan set ret ofte her i Paris. Desværre. Men det virker til at den generelle holdning er "angrib før du bliver angrebet". Og desværre tror alle at der ligger et angreb lige om hjørnet. Så folk angriber non-stop. Efter min lille tur til Danmark for at tage til optagelsesprøve på arkitektskolen, kom jeg meget positiv og nærmest helt flyvende tilbage til Paris. Der er et eller andet over det at være hjemme, der giver mig en helt anden følelse i kroppen. Men desværre kan jeg HVER gang jeg kommer tilbage hertil pludselig, fysisk, mærke at bump indeni, hvorefter den opløftede følelse erstattes af en "mørkere" følelse indeni.
Og jeg ved godt hvorfor. Som før nævnt er alting meget nemmere i DK. Både økonomisk, men også mht til at finde ting, kende produkter, kende butikker.. At kunne tage bilen, at tale sit eget sprog, men især det at blive mødt af positive mennesker. Du risikerer ikke på samme måde at blive talt grimt til i restauranter og butikker, og folk irriterer sig mindre over det, hvis alligevel en tjener er lidt træt eller sur. Men hernede kommenteres alt, og på sådan en træls måde.
Noget jeg især har lagt mærke til er på arbejdet. Det har jeg også nævnt før, men det fylder naturligvis en del. Dem jeg arbejder sammen med, har desværre en meget lav arbejdsmoral. Og det er ved at gøre mig skør. Jeg synes hver dag at det er mig der hænger på at få restauranten klar og iorden. Der er simpelthen ingen der tager ansvaret og tænker "det er ikke gjort, så det ordner jeg lige". Der er masser af eksempler, men det kan umuligt være særlig interessant at høre på, efterosm vi jo er nede i småtingsafdelingen, og jeg måske også efterhånden er blevet lidt pernippen.. (er det sådan det hedder?) Men som sagt, så mener jeg at man ligeså godt kan gøre sit arbejde 100%, når vi nu er så heldige at det er super nemt og ikke særlig krævende. Og ja det er da træls nogengange, men det kan ikke hjælpe noget at gøre det halvt, bare fordi det ikke er verdens mest spændende job. Men jeg bruger så mine dage på at irritere mig over folks manglende initiativ. Og manglende ansvar. Der er specielt to piger der simpelthen ikke stopper med at klage over det ene, det andet og det tredje. Men de gør selfølgelig aldrig noget ved det, de klager over. Jeg har prøvet op til flere gange at modargumentere lidt, men det tager de som et personligt angreb, istedet for at prøve at forsvare deres holdninger eller gøre noget ved det på anden vis. F.eks
Den anden dag stod de to piger og ham der gør rent og snakker. Jeg (arbejder!!) kommer gående forbi og hører brudstykker af samtalen
"her er bare så beskidt"
"ja det er så utroligt, nej hvor er her beskidt"
"det kan man bare ikke tillade sig i en restauration"
"ja, det er ulækkert, alt er beskidt, se der, se her"
Så siger jeg så "ja hvem er det dog der arbejder her!"
Den reagerede de ikke på, så jeg fortsatte "ja det må jo være dem der arbejder her, der gør rent her, det må jo være deres ansvar at restauranten er ren. ah bah det er jo
os der arbejder her - så må det jo være
vores ansvar." ingen reaktion.. "Så gør dog noget ved det istedet for at stå og skælde ud.."
Eller da rengøringsmanden selv hælder vand ud over hele køkkengulvet, så vi alle er ved at falde, siger en af pigerne henvendt til ham "ja hvis du falder så melder jeg det ihvertfald til fagforeningen, det er helt utroligt som vi skal arbejde her!" hvortil jeg blev nødt til at markere at det jo var idioten selv der havde hældt vand ud over hele gulvet.
Eller den rigtig gode diskussion. Pigerne jeg taler om er dem der laver sandwichene vi sælger hver dag i restauranten. En dag er jeg ved at lægge dem i køleskabet og ser at der ikke er navn på 30 sandwiches. Jeg går tilbage til køkkenet og gør pigerne opmærksom på det - med et smil og pænt sagt. Hertil svares (med verdens mest irriterende ansigtsudtryk) "jamen JEG har altså ikke tid til at tage mig af det, jeg har en masse andet at lave". Jeg svarer "Jamen det er da jeres ansvar, når I har sandwichen i hånden først, at løse problemet og ikke bare give det videre til mig!" Hvortil den anden kommer til og (med et endnu værre ansigtudtryk) siger "er du ved at give os en lektion??" (jeg ved ikke hvordan man siger på dansk - men når man lærer folk noget på sådan en lærermåde) Det irriterede mig grænseløst, med deres ansigtudtryk og måden de begge to talte til mig uden at jeg overhovedet havde antydet noget uretfærdigt. "nej fucking om jeg har gjort det, jeg siger bare at det ikke kan passe at I lægger tingene fra jer uden at tage ansvar for at gøre det færdigt. Jeg har også 1000 ting at lave om morgenen og sandwichene er jeres område så det må da være forventeligt at I tager jer af dem som hver dag, og ikke tilføjer det til mine opgaver". Og så eskalerede den derfra, de blev ved med at angribe mig for ingenting og jeg begyndte at råbe MERDE MERDE MERDE et par tusind gange og råbe og skrige at de var dumme, for jeg blev bare så sur. Sikke nogle kællinger. Og sikke en underlig måde at opføre sig på. Til sidst kom min manager og smed en jakke på ryggen af mig og stak en cigaret i munden på mig.. Hint taken.
Jeg talte ikke til nogen af dem en måned efter. Ikke et ord. Vi er kun så småt begyndt at tale sammen igen.
Men sådan er der masser af ting. Det, jeg egentlig vil frem til, er at folk hernede bruger så meget tid på at skælde ud og forsvare sig. Istedet for at se realistisk på tingene. Istedet for at gøre noget ved det, eller måske bare se lidt afslappet på det.
Og det er ikke kun de folk man kender der angriber. Desværre tror alle at de har ret til at kommentere på alle. I lufthavnen da jeg skulle til Danmark kom der en mand hen til mig. Han spurgte om noget og jeg troede han ville spørge om vej eller sådan så jeg kigger venligt på ham og smiler spørgende.
"Hvor kommer du fra"
Jeg smiler, lidt opgivende og svarer "fra Danmark, farvel og tak" og går smilende udenom.
Jeg går over for at købe en sandwich og han kommer bag mig i køen.
Jeg smiler igen høfligt og køber min sandwich.
"Skal vi ikke lære hinanden at kende"
"Nej tak, det er pænt af dig. Ha en god dag"
Jeg går med min kuffert og sætter mig ved nogle caféborde. Begynder at spise min sandwich. Han kommer med en yoghurt og sætter sig ved siden af mig.
Mig: "Vil du godt sætte dig hen til det bord derovre s'il vous plait!!" Men sur stemme og jeg peger meget bestemt på bordet foran.
Ham: "Hvorfor insult'er du mig"
Mig: (meget bestemt) "Jeg har da ingenting sagt, jeg siger bare at du skal sætte dig derhen, tag din stol og gå væk"
"Jeg har da ret til at sidde her, jeg gør som jeg vil" (lettere ophidset)
"Jamen sæt dig dog ved et andet bord, jeg var her først" (lidt mere ophidset)
"Det er fordi jeg er araber, det er derfor"
"Årh hold da OP!, det har jeg da OVERHOVDET ikke sagt, jeg vil bare gerne have lov til at være i fred, og spise min sandwich alene!!" (nu råber jeg så også lidt)
"Så kald på politiet, kald på en vagt" hidser han sig op.
Så tog jeg min bakke med rystende vrede hænder og gik hen til et bord langt væk.
ER DET IKKE UTROLIGT!! Sikke en måde at opføre sig på. Og sådan er det bare så tit. Man skal forsvare sig, for noget man aldrig har sagt eller gjort. Han angriber mig, fordi han
tror jeg har noget imod ham. Havde nok ikke regnet med at jeg kunne sætte ham på plads.
Nej så jeg går og er lettere ophidset hele tiden, fordi jeg forbereder mig på at skulle forsvare at gå på gaden. Hele tiden. Og kan nærmest godt forstå alle dem der smadrer ting og råber op, for de må jo ha det ligesom mig, men være endnu mere udsat pga hudfarve el lign. Men det er jo dem selv der provokerer..
Jeg savner bare respekt og ansvar i dagligdagen. Og at folk ikke finder ALT de kan klage over og klager klager klager. (og jeg har altid klaget meget men SPØRG om det er slut nu!!)
Og denne her vil jeg gerne have i soveværelset i miniudgave over sengen.
Og så har Alex lige købt denne her til mig! Endelig. Fandt den allerede for 5 år siden, da vi var med mor ude og kigge på køleskab. Jeg gik i 1.g og var langt fra at flytte hjemmefra, men overvejede virkelig seriøst at købe den, for vidste at jeg en dag skulle have sådan en. Og nu 5 år efter - jubii! Glæder mig til at støvsuge imorgen. Har altid hadet det, men tror det ændrer sig nu ;)
