Kjolen lidt større

Eighty i Paris

Hej

Jeg er gået i stå mht blogging, hvilket totalt modsvarer mine gode intentioner da jeg flyttede fra smartlog til blogspot. Men jeg har bare ikke så meget at skrive, synes jeg, kan mest skrive om ting jeg gerne vil, og ikke så meget om det jeg reelt gør. Og det af flere grunde. Hovedsageligt økonomi. Og det er jo en skam, specielt fordi jeg altid får at vide, at jeg skal leve i nuet og ikke altid snakke snakke snakke om ting jeg ikke gør. Specielt Alex er træt af mine "ej og så kunne vi købe en lejlighed i Sydfrankrig og have nogle store vinduer og spise morgenmad på terassen hver dag", "og indtil da så skal jeg nok lige sørge for at vi tager på en masse udstillinger og jeg skal nok være pæn hver dag og hvis jeg også stod op kl 6 om morgenen så vi kunne spise morgenmad sammen og bla bla bla...". Men jeg kan ikke lide at være realistisk, især ikke lige nu, for det er lidt kedeligt her for tiden. Fin, det er dejligt herhjemme, Alex er dejlig og Dood er sød og sjov at have her, men i det store hele er det hele lidt kedeligt og der mangler en masse småting og jeg er også lidt nervøs over den eventuelle flytning til DK.

Så nu vil jeg drømme lidt, for SÅ har jeg ihvertfald noget at skrive om - det første jeg gerne ville have styr på er min lejlighed. Den er fin nok, og vi arbejder os langsomt frem mod et godt resultat, men der er stadig et stykke vej. Jeg har i lang tid efterhånden gået og ordnet alle de småting jeg kunne, ryddet Alexs gamle rod ud og gjort skabe og skuffer brugbare med plads til det vi reelt bruger og ikke drengerod og gamle kasser. Jeg har fået stillet en masse kurve frem og gjort alle de små ting tilgængelige, ryddet op i køkkenskuffer og skabe, selv karklude og viskestykker og rengøringsartikler har fået to små pæne kurve. Så jeg er egentlig meget tilfreds, men der er stadig mange ting der mangler, specielt tøjopbevaring og logik på meget lille badeværelse. Desuden er der nogle rengøringsting når man har en behåret hund og mand (:)) og en babyhund der ikke helt er renlig endnu. Og en masse ting under sengen. Og et alt for stort skab der bare venter på at blive smidt ud. Men jeg har ikke råd til lige at købe den stang der skal erstatte skabet. Eller den skokasser der skal arrangere mine sko pænt. MEN jeg har heldigvis mine hylder, som snart flytter ind. DET bliver dejligt. Og når solen rigtig bliver her, så bliver lejligheden også større ved hjælp af terassen hvortil vi kan åbne dobbeltdørene og leve i en superlys og stor lejlighed. Det glæder jeg mig til.

Arbejdet er som det plejer - hver morgen undrer jeg mig over hvorfor i alverden jeg selv har valgt morgenvagterne, fordi jeg hader at stå op tidligt, fordi jeg er træt, fordi jeg er deprimeret og fordi jeg hader mit tog. Og hver dag kl 10 tænker jeg over hvor hyggeligt det er at drikke morgenkaffe tidligt på dagen, at kende mit job rigtig godt, at have alle mine sædvanlige morgenkunder og have fri kl 15.. Så der kan jeg ligesom ikke gøre så meget.

Heldigvis sker der ting der ændrer den daglige rutine og gør at man glemme de ting der irriterer. Det kan f.eks. være en lillesøster. Og den bedste af alle dem kom i fredags til Paris. Og vi hyggede os helt vildt. Vi var til brunch, på en anden restaurant, en anden restaurant, en anden restaurant og en anden restaurant. Og et par stykker mere. Vi drak vin på Bastille og snakkede i flere timer, spiste sandwich og shoppede ved Galeries Lafayette, drak kir og spiste tartines i Marais og besøgte specialbutikker og (en af os) blev overrasket over den samme butik 4 gange samme dag (!). Det var skønt at komme ud og nyde byen, gå i mange timer, shoppe, spise og især at snakke og være sammen med Birgitte. Det gik rigtigt op for mig hvor meget jeg er gået glip af ved at flytte hjemmefra netop som hun startede i gymnasiet, og jeg bliver helt ked af at tænke på de år vi er gået glip af. Vi var SÅ meget sammen da jeg gik i gymnasiet, og jeg havde uendelig meget brug for at hun var hjemme hver dag til at høre på mine historier og ups and downs. Og i forhold til den tid vi har brugt sammen føler jeg at vi har været sammen i 30 år, men i virkeligheden er jeg rejst på en supervigtigt tidspunkt, og har misset en hel masse, hvor jeg skulle have været der og hvor det ingen mening giver, at jeg ikke boede hjemme. Underligt og gør lidt ondt i hjertet. Men modsat så har vi stadig en sindssyg forståelse for hinanden. Det var næsten for underligt, for vi tænker virkelig det samme om så mange ting og har en fuldstændig urealistisk intern forståelse. (V)
Fantastisk at have et menneske så tæt på, hvor man har det så godt.

Så 8O tak fordi du kom!

Og her er hendes flotte lancierskjole - det er den sidste på øverste linje

Ugen står på arbejde (surprise) men snart kommer der besøg fra Kina, fra Danmark og stor fødselsdag. Og MIN fødselsdag. Så der sker da lidt!

Fødselsdag fortsat

Surprise surprise. Alexs mor ringede på hans exacte fødselstidspunkt, med den dejlige overraskelse, at hun skam var hoppet i bilen med hans bror med direktion Paris. Neej, hvor Alex var glad ;)

Vi var taget på udstilling, og gik derefter til Ile Saint Louis hvor vi fandt en lille cafe hvor vi bestilte champagne, ostetallerken og charcuterie. Her nød vi solen og hinanden frem til kl 18 hvor lidt af familien Arethuse troppede op hos os. Kl 20 tog vi ind og mødtes med nogle venner på en lækker græsk restaurant og derefter vi festede frem til kl 6 på Bastille. Skøn skøn aften, hvor vi virkelig fik fejret Alex som man skal.

Dejlig fødselsdag

Idag holder vi fødselsdag og det er bare så hyggeligt. Vi har sovet længe, men kl 8 stod jeg op og gjorde morgenbord klar. Jeg købte igår en masse blomster til at lyse lidt op i lejligheden, så Alex kan mærke at det er en stor dag, så nu står der lavendel på sofabordet og gerbera og nogle gule flotte nogle på spisebordet og i køkkenet. Jeg lagde gaver frem på bordet og dækkede op, og smuttede tilbage i seng.
Da Alex endelig kom op fik han gaver og da han gik på badeværelset, smuttede jeg ned og købte croissanter, juice og kinderæg (det eneste slik Alex kan lide). Jeg gik derefter på markedet og fandt vindruer og kæmpeost til mr Cheese. Købte også nogle små franske tartelletter med. Vi spiste en rigtig hyggelig morgenmad sammen, og Dood har også opført sig pænt, for en gangs skyld.
Nu er der ryddet op, Dood har fået et bad, hundehår er støvsuget væk, og Alex har taget Dood med på gåtur. Når de kommer tilbage tager vi ind og ser denne udstilling http://www.paperblog.fr/2702411/exposition-paris-inonde-1910/ og hygger os med et glas champagne på en lækker terasse et sted med god udsigt.

Sommer!

Ja det er sommer. Andre kalder det måske forår, jeg kalder det sommer. Hvorfor - fordi jeg 100% har lagt vinterjakken væk, efter endnu en dag hvor jeg ikke frøs i t-shirt udenfor (mens jeg arbejdede) og gik rundt i byen med åben jakke og uden halstørklæde, hue og vanter. Da Alex og jeg gik op for at handle her kl 20 blev vi mødt af VARM VIND da vi trådte ud af døren. Gik en lang tur idag for at nyde det gode vejr. Kørte til Tuileries og stod af metroen der, og gik derefter langs tuileries haven, over Concorde pladsen og hele vejen op af Champs Elysees, med udsigt til Eiffeltårnet, Triumfbuen og Concorden på samme tid. Det var så dejligt, at nyde det varme vejr, gå i dejlige omgivelser og se på folk og kigge på butikker. Jeg sluttede med at købe kaffe i Nespresso butikken, (som i øvrigt er en tur værd, der er så lækkert derinde, pænt, høfligt og rart, fantastisk måde at købe kaffe på.) og gik derefter på jagt efter Birgittes lancierskjole i Tara Jarmon.
Så alt i alt en dejlig sommerdag, i slutningen af marts.

Hjemme igen, har Alex igen igen ny reklame for sine møbler - denne gang i le parisien som er en meget læst avis i Paris.
http://www.leparisien.fr/laparisienne/deco/ete-2010-selection-de-hamac-et-balancelle-pour-prendre-le-soleil-au-jardin-14-03-2010-849732.php

30 år

Det er det vi laver når vi er nede i hos hans forældre normalt (Der hvor slottet ligger)

Mr. Beautiful bliver 30

Alex har fødselsdag på lørdag. Han bliver 30 år. Og jeg glæder mig. Er så småt gået igang med forberedelserne, men selve dagen bliver meget stille og rolig. Det er først, når vi den 11. April har inviteret til stor fødselsdag på Chauteau de Chissay, at vi får fejret ham ordentligt. Hans bror Charles bliver 25 og med to store fødselsdage lige efter hinanden, synes de de ville gøre noget stort ud af det. Heldigvis. De har inviteret fra nær og fjern 130 mennesker. Min familie kommer ned, minus Birgitte, og Alex har to venner der kommer fra Kina, en der kommer hjem fra Korea dagen før og en familie der kommer fra Mallorca.

Alex med Qi og Linda hans kinesiske venner

Man kan ihvertfald ikke sige at folk er dovne. Så vi glæder os til at holde stor fest, i første omgang glæder jeg mig til at skulle ud og købe jakkesæt til Alex og butterfly til Dood. Jeg bruger min BCBG Maxazria kjole fra sølvbrylluppet, så for mig bliver det nok kun til nye sko. Dernæst glæder jeg mig til at bo på et slot og holde en rigtig fest! Med god mad, masser af vin, dans og pæne mennesker. Og så glæder jeg mig til at fejre Alex og sørge for at han får en dejlig fødselsdag, med alle de mennesker der kommer så langt væk fra, kun for hans skyld.

Mig og min hund

Denmark, here we come

Så er ansøgningerne sendt og jeg behøver ikke tænke mere over studier de næste 4 måneder. Til gengæld, skal jeg om 4 måneder tænke rigtig meget. For jeg har sagt op på Exki en uge før vi får svar fra skolerne. Samme uge tager vi på ferie sydpå, to uger frem, og direkte derefter skal vi finde lejlighed, der hvor min kommende skole ligger - Århus eller København - og så lige flytte, og ordne alt der dertil hører på et par uger. Oveni skulle der gerne være plads til en lille uges ferie til Alex og jeg alene, men om det bliver mere flytteferie, kunne jeg godt være bange for.
Det er vanvittigt at man får svar så sent, for der er vel mange, der skal flytte efter en skole, måske ikke så langt som os, men det giver da under alle omstændigheder, en masse arbejde på kort tid.
Jeg glæder mig helt vildt lige nu. Jeg glæder mig til at skulle finde lejlighed, flytte, indrette (især), lære et nyt område at kende og introducere Alex til Danmark som et sted at bo, og ikke bare som miniferie land. Jeg glæder mig til at komme hjem til det velkendte, hvor man kan få alle ingredienserne fra kogebogen, spise torskerogn, komme nemt om små komplicerede ting (dvs banker, teleselskaber osv, som jeg ikke selv kan klare på fransk), gå i 7/11 eller på OK istedet for en lille crappy store med rådne frugter udenfor, når man skal have de mest nødvendige småting, mødes med danske veninder, være tæt på familien, kunne cykle rundt, forstå priser (omregner stadig euro til kroner, og bruger stadig formuer som jeg aldrig ville bruge hvis det ikke havde stået i euro), og en masse andre ting. Men modsat er jeg også virkelig bange for, at jeg efter tre måneder i Danmark længes efter Paris. De store boulevarder, at hente en baguette til aftensmad, at spise pate, rillette og saucisse, at kunne se Eiffeltårnet hver dag, at kunne tage metroen ind til Chanel, Colette, Galeries Lafayette, at tale fransk på daglig basis, at have 100000 steder at gå på café, gå i byen, køre forbi grand palais, concordepladsen og Champs Elysses, bare for at købe kaffe, at alt er så stort og storslået.
Det gør lidt ondt i maven, at man så pludselig er bundet til at blive der, hvor skolen nu ligger, i modsætning til nu, hvor jeg bare kan sige op og så en måned efter er fri til at gøre hvad jeg vil. Og ja, det er ikke særligt modne ord, det ved jeg. Men jeg har altid været bange for at være "fanget". Ikke med Alex eller med en hund, men at der er nogle andre der "bestemmer" at nu skal jeg være et eller andet sted, så jeg ikke lige kan rejse eller gøre som jeg vil. Det er også derfor jeg har været heldig på Exki, at de har været villige til at give mig fri, når vi skulle til Kina, på skiferie, hjem til jul, Maldiverne, Milano etc etc. Der har været masser af rejser og det bliver der ligepludselig sat en stopper for - fordi jeg skal gå i skole.
Men heldigvis beholder vi lejligheden her, og Paris er jo ikke mere en halvanden time væk. Så det skal nok blive til masser af weekender her, og når vi så en dag kommer tilbage -- ja så savner jeg jo nok Danmark igen.

Ansøgningkaos

Jeg skriver ikke på bloggen, fordi jeg skriver en hel masse andre steder. Er midt i ansøgningskaosset og har læst side op og side ned på dansk, engelsk og fransk for at finde hoved og hale i halløjet. Indtil videre er det faktisk lykkes ret godt, har 6 flotte mapper, i forskellige farver, til at ligge på bordet, alle med de nødvendige ansøgningsskemaer, prioriteringsskemaer, eksamensbeviser, opgaver etc etc etc (ja for det stopper aldrig) indeni. Nu sidder jeg så bare med den Rigtig svære del - optagelsesprøven til arkitektskolen. Jeg var desværre ikke kvik nok i gymnasiet, til at fortælle mig selv, at jeg ikke ville have lyst til at kæmpe som en gal for at komme ind på en videregående uddannelse - heller ikke selvom det er to år senere!
Så nu sidder jeg så her og er tvunget til at lave opgave istedet for bare at sende en flot karakter til kvote 1.. Men det er også fint nok, egentlig, det har ihvertfald vist mig, at det er det her jeg vil. Jeg formår for første gang nogensinde virkelig at fordybe mig i arbejdet, og slet ikke opdage at der er gået tre timer hvor jeg har læst, tegnet og tænkt. Så i det mindste ved jeg, at jeg er på HELT rette vej. Så håber jeg bare at de på skolen kan se, at jeg kan det her og skal det her. Hvis ikke, prøver jeg igen næste år og næste - indtil de forbarmer sig over mig og lader mig komme ind.

Ud over det går jeg jo også på arbejde. Og jeg er ærlig talt ved at være godt træt af det. Som før nævnt er arbejdet ensartet, alt er planlagt på klokkeslet og jeg gør det samme dag efter dag. Jeg kan ikke klage, for det er nemt og jeg hygger mig en smule med at kunne gøre altig 100% perfekt. (jaja det lyder træls, men efter 7 måneder på klokkeslet, kan man altså godt gøre tingene perfekt) Men man bliver naturligvis lidt træt af det. Jeg er ved at blive super Exki geek, går op i de dummeste ting og detaljer, men det bliver man også lidt nødt til, synes jeg, for ligesom at finde glæden i arbejdet. Mit problem er så, at de andre er fuldstændig ligeglade. Og ikke tager noget som helst ansvar og ikke tænker logisk. Og surtout -- gør tingene halvt. Hvilket jeg slet slet ikke kan holde ud.
Så jeg bruger en masse tid på at irritere mig over de andre. For hvis jeg kan se noget der mangler eller ikke er gjort, kan jeg naturligvis ikke lade være med at gøre det. Men når jeg prøver at få de andre med på den gode vane, går der desværre meeget lang tid før det bliver gjort -- og al den tid går jeg og irriterer mig. Idag betød det at der i 4 timer ikke blev skiftet skradespand og den var stopstopstopfyldt før der endelig var en der besluttede sig for at gøre det. På trods af at det allerede skulle have været gjort ihvertfald 3,5 timer før. Men det er det der jeg undrer mig allermest - ser folk det bare ikke, eller kan de virkelig vente 4 timer uden at tage ansvar for, at småtingene fungerer? Det finder jeg yderst mærkværdigt. Og inkompetent. Eller som da jeg igår skiftede pladserne på knive, kuglepenne, spatler og store skeer, som ligger i 4 kompartementer ved siden af hinaden. Naturligvis fordi det var mere logisk at tingene lå anderledes. DET var svært at forstå, så her til morgen var det hele blandet sammen i de 4 huller, intet lå det rigtige sted. Det kan f.. da ikke være så svært at forstå en lille bitte ændring. Men sådan er der masser af ting, og hvis jeg ikke gør det, går der meget lang tid før det bliver gjort. Så føler tit jeg arbejder helt alene. Så jeg er træt af det.
Desuden blíver franskmændene meget nemt fornærmede - det er en anden historie men den følger snarest.

Til sidst dagens gode fund - jeg ville læse bogen om Nujood, den 10 årige pige fra Yemen der krævede at blive skilt fra sin 4 gange ældre mand. De engelske boghandlere ligger på Rue de Rivoli, så jeg kørte til Concorde og tog i WH Smith og Galignani. Virkelig nogle skønne butikker. Ligger allerede smukt på Rue de Rivoli hvilket selvfølgelig gør sit, men indeni fornemmer man virkelig at man er i en ÆGTE boghandel og i de ægte gamle bygninger. WH Smith, med gamle trapper, gamle træhylder og masser af små rum, og snørklede passager. Galignani, med stiger for at nå de øverste indbyggede træhylder, to åbne etager i enden med en gammel boghandler og bøger overalt overalt - og naturligvis Dior, Chanel, Gucci - emperiernes bøger flot opstillet, nemt tilgængelige.
Fantastisk lille oplevelse bare for at finde en bog. Fandt en spændende kæmpebog om arkitektur men måtte desværre droppe den pga prisen - til gengæld fandt jeg en lille sjov een - Yves Saint Laurent malebog. Ja ja, børnene i Paris kan godt. Den ligger nu her, ved siden af Nujood - to meget forskellige verdener.